Uha, where to start. Ja jeg kan starte med at fortælle, at Nanna og jeg er flyttet ind i vores mega awesome lækre luksus 3-værelses lejlighed i Onthree20 her i Colombo. Men nøj, sikke et kaos! I søndags, mødtes vi med vores daværende udlejer (Rosmead Place) for at få vores depositum penge tilbage og ordne de sidste praktiske ting. Vi havde fået af vide af vores nye udlejers ven/kollega (som åbenbart håndtere hans lejlighed her i Onthree20, da han selv bor i Australien) at det var muligt for os at flytte ind d. 29 (da de på det tidspunkt ville havde modtaget vores 5 mdr. forudbetalt husleje). Så vi fik aftalt med vores gamle udlejer, at vi ville være ude i går kl. 12. Det hele var egentlig planlagt godt nok, da Nanna og jeg havde hele formiddagen til at få pakket lejligheden ned (vi skulle være ude kl. 12). Da vi ikke kunne få fat på ham som havde nøglerne til vores nye lejlighed begyndte vi stille og roligt at blive paniske. Hvilket vi også havde en stor grundt til. Lidt i tolv, får Nanna endelig en opringning fra fyren med nøglerne til vores nye lejlighed. Det viser sig, at han ikke er i Colombo, og først kan give os nøglerne sent om aften/natten til onsdag. Vi prøver at holde hovederne kolde, og jeg får skrevet lidt rundt til nogle af drengene fra min løbeklub, som alle sammen både har plads til at opbevarer vores ting og mange af dem havde endda også et ekstra værelse som Nanna og jeg kunne crashe i. Det eneste problem var bare, at vi ikke gad at skulle til at flytte alt vores baggage til det ene sted, for så at flytte de igen. Vi fik pænt spurgt vores gamle udlejer, om det var muligt at lade vores baggage stå til dagen efter, og der var heldigvis ikke nogle problemer der. Vi besluttede os spontant at tage forbi Nail Anatomy, hvor jeg ville have mig en sports massage og en ekspress manicure (så kunne vi nemlig få slået lidt timer ihjel). Da vi var færdige var klokken blevet 18, og vi besluttede os for at sætte os over i Independence Square og drikke en enkelt øl (som vi selvfølgelig havde pakket ned i vores håndtaske) #ægtehjemløsstil. Der sad vi og snakkede lidt frem og tilbage om hvad der bedst kunne betale sig, og vi var endda så presset, at vi var tæt på at bestille en taxa frem og tilbage fra Ratnapura (ca. 70 km ude for Colombo) så vi kunne hente nøglerne. En tur på ca. 3-4 timer. Yep, så er man virkelig desperat! Vi var bare så opsatte på at få flyttet ind, at vi ville gøre hvad som helst. Fyren med nøglerne ringede tilbage kort tid efter, og fortalte os at han kunne mødes med os kl. 5 ved Onthree20, og det takkede vi ja til. Vi endte med at snige os hjem til Rosmead Place, og crashe i vores gamle senge, uden senge lagner, aircondition eller noget efter vi havde fået os en kop kaffe på the Coffee Bean. Da vækkeuret ringede kl. 4, var det ellers bare at få bestilt en stor taxa, få slæbt alt vores lo.. ned, og så ellers bare køre de 2 km der nu var til Onthree20. Derfra gik alting helt smurt! Og nu er vi simpelthen bare så glade! Trætte, men glade! Jeg har allerede været nede og træne for første gang, og jeg kan slet ikke få hænderne ned af begejstring. Det er helt sikkert de lækreste fitness center jeg har været i, i alt den tid vi har været i Sri Lanka! Og tænk sig, at det ligger i mit lejlighedskompleks. Det er simpelthen for fedt! Nu er klokken halv fire, og vi har været nede og handle stort ind. Så I kan nok godt regne ud, at vi er godt brugte! Resten af dagen skal bruges i min store king size bed og så tidligt i seng, da vi har forelæsning kl. 8 i morgen. Håber vejret i DK er lækkert, og I får en lækker onsdag! Mange hilsner fra en meget træt flyttemus.

(Jeg håber lidt på at modtage nogle billeder i løbet af næste uge, som jeg selvfølgelig har tænkt mig at dele på bloggen – indtil da får i lige et billede af drengene og mig fra Colombo City Runners løbeklub)

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, var jeg blevet inviteret til at holde en lille kort præsentation til Colombo Maraton Motivation Seminar. Det gik ned i går, og jeg havde ikke regnet med at være nervøs, men det endte jeg nu alligevel med at blive ;-) Det var ikke så meget det at skulle snakke om at være løber eller om træningen op til et maraton osv., som gjorde mig nervøs. Det var dét at jeg skulle stå foran en masse mennesker som jeg ikke kender, i et fremmed land, og fremlægge på engelsk. Det endte nu alligevel med at gå godt, så det var jo dejligt.

I lørdags var jeg sammen med gutterne/mine homies fra løbeklubben efter vi havde været ude og løbe en dejlig lang tur. Vi tog på The Coffee Bean (yes, det er virkelig blevet mit andet hjem) hvor vi fik en masse kaffe og snakkede om fremtidige løbe planer. To af dem tager til Bangalore (Indien) her i november, den ene for at løbe 100 km (ja, jeg er selv i chok, og at nogen kan løbe 100 km – i mean 100 km?! What the…) og den anden har planlagt at løbe 25. De vil gerne have mig med, og jeg tænker lidt på at gøre det. Altså ikke løbe 100 km. Men nok mere i retningen af 25 km. Det ville nok være mere for selve turen (men hey, jeg siger aldrig nej til at kombinere en rejse med et race), for jeg vil virkelig gerne til Indien inden jeg vender snuden hjem mod Danmark. Så det overvejer jeg kraftigt at gøre, og især fordi den ene af drengene tit er i Bangalore (pga. arbejde) så jeg vil have en privat guide med mig, og det er helt optimalt, nu hvor Indien er sådan en enormt stort land. Vi har også planlagt at tage en tur til Kandy da en af de andre drenge har en Bungalow, så vi ville kunne løbe lidt turer i bjergene om dagen og drikke øl om aften. Just my kind of party!

Så ja, som i nok godt kan læse jer til, så bruger jeg ufattelig meget tid på løb her i Colombo, og jeg elsker det! Det bedste er, at det kan bruges til mit research. Jeg er simpelthen så glad for at jeg har valgt et emne at undersøge som er min passion, det gør altså det hele lidt mere sjovere!

Tiden går virkelig stærkt for tiden, jeg når nærmest at blinke med øjnene og så er der allerede gået en uge. Jeg kan for eksempel slet ikke forstå at vi flytter allerede i næste uge – jeg føler lidt at det var i går vi underskrev kontrakten. Jeg har super travlt for tiden med mit fieldwork, og det er jo dejligt. Jeg har fået en masse nye informanter som jeg skal mødes med og interviewe. Man skulle tro at det ikke skulle tage den helt store tid, men dem som har prøvet at lave fieldwork, ved hvad jeg snakker om. Udover det, så har jeg fået nogle gode rutiner i gang (noget som jeg virkelig har savnet) og det er dejligt endelig at føle at man har fået sig en ”normal” hverdag. Noget man virkelig ikke sætter nok pris på derhjemme! I dag startede jeg dagen (tidligt!) med en løbetur, og nu sidder jeg på The Coffee Bean og venter på en af mine informanter som jeg skal interviewe. Resten af formiddag/eftermiddagen er afsat til fieldwork, så jeg i aften kan se mig en god film og spise noget lækkert mad. Det var lige en lille hurtig update fra en meget travl Zeleste. God torsdag til jer derude!

Min lørdag startede helt udmærket. Jeg var nemlig ude og løbe mit første halv maraton i udlandet. Jeg vil mene jeg efterhånden er en erfaren maraton løber med 2 hele maraton og over 10 halv maraton på løbe cv’et. Men det var godt nok en helt anden oplevelse at løbe i udlandet. En ting var omgivelserne en anden ting var klimaet. I Sri Lanka er her over 30 grader året rundt, og det er lige meget om det er nat eller dag. Vi startede med at løbe 05:30 for at få den første time uden sol (solen står op omkring 06:30). Men det ændre ikke at temperaturen stadig var over de 30 grader. Derudover så er de lokale ikke så bekendt med at se løbe tosser, så man får altså sendt nogle mærkelig blikke med på vejen, og så gør de heller ikke ”plads” til en på fortovet – hvilket er virkelig frustrerende når du kommer løbende med en pace på 4:30. Turen handlende ikke om at slå mig PR, men mere at afprøve det. Min væskebalance var virkelig lav hele turen og det var selvom jeg drak rigeligt med vand og indtog op til flere energi gels (det medførte at jeg op til flere gange lige måtte mærke efter om jeg nu var helt okay, da jeg godt kunne mærke jeg blev en smule svimmel). Det lykkedes mig alligevel at slå min PR med næsten 10 min. Jeg kom nemlig i mål med tiden 1:34 min. Hvordan? Det ved jeg virkelig ikke. Jeg må åbenbart være i mit livs bedste form (ja, man må godt prale en gang i mellem) Noget andet jeg virkelig er stolt af, er hvordan min krop har reageret på det. Jeg har nemlig hverken ømme ben eller ondt i maven (hvilket jeg plejer at have efter de længere tempo turer) Så ja, jeg er en glad pige i dag. Resten af min lørdag skal bestå af ren selvforkælelse, det synes jeg selv er velfortjent. Kan I have en god weekend.

– Zeleste

En lille lækker frisk frokost, inden der skal indtages en masse kulhydrater og chokolade senere ;-)

Ja, overskriften beskriver virkelig mit humør! Vi har fået kontrakten i orden med onethree20 apartments her i Colombo, og det betyder vi flytter her d. 30 september. Jeg glæder mig helt vildt! Det har boostet mit humør, motivation og energi helt vildt, og det er som om alt lige pludselig hænger sammen! Og som om tingene ikke kunne blive vildere, så er jeg simpelthen blevet spurgt om jeg ville holde et foredrag/oplæg til Colombo Marathon Seminar. Jeg er virkelig beæret, og føler mig virkelig på toppen! Og når ja, så kører det bare med mit research. Jeg har fundet et par spændende personer som jeg skal møde i næste uge til nogle forskellige interviews (det skal nok blive sjovt at lege antropolog, for real). Jeg kan slet ikke forstå hvordan alting bare spiller 100 procent. I dag har jeg været oppe og træne i Fitness First, og nu sidder jeg på en cafe hvor jeg skal mødes med Omar (en gut fra Colombo Running Club – som jeg også er en del af) vi skal brainstorme lidt til mit oplæg til seminaret, og så skal jeg lige lave et lille kort interview med ham. Jeg føler mig virkelig som en fancy new yorker girl (haha) som jeg sidder her med min macbook og latte og gør klar til et interview. Er jeg for meget? Ja det er jeg nok. Men intet kan slå mig ned, because im on top of the world!