CPH Marathon – Løbsberetning

Uha, hvor pokker skal jeg starte! I søndags gennemførte jeg mit andet maraton, nemlig Nykredit Copenhagen Marathon 2015. Det gik alt over forventning, og jeg sidder med et stort stolt smil på læben! But here you go…

Lørdag d. 23 (dagen inden):

Da jeg vågnede og det gik op for mig at der var under 24 timer til at jeg skulle løbe, fik jeg en smule sommerfugle i maven. Dog slet ikke på samme måde som da jeg løb mit første maraton, nemlig HCA maraton i september 2014. Jeg vidste nemlig hvad det var jeg gik ind til. 42,2 km er altså ikke for sjovt. Jeg var nok nærmere spændt, og glædede mig faktisk helt vildt! Da jeg havde spist morgenmad (bestående af havregryn, æbler, banan og rosiner samt drukket en elektrolyt drik fra SIS og selvfølgelig et glas friskpresset rødbede juice) besluttede jeg mig for at komme lidt ud og få noget frisk luft og få tankerne lidt væk fra løbet. Så jeg tog et smut forbi Baresso og fik mig en vanilje latte og fik en smule sol.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mit løbe ”outfit” frem og fik styr på de sidste ting, såsom at spænde energigels til mit bælte, tjekke om min playliste var downloaded til ”offline version” og oplade mit puls ur. Lige pludselig blev jeg utrolig nervøs, og jeg begyndte at tænke på alt det jeg kunne have gjort bedre: ”du skulle ikke have været taget ud sidste weekend”, ”du skulle nok have været bedre til at komme ud på de lidt længere ture”, ”du har ikke spist sundt nok” osv. Det gik heldigvis hurtigt over, da jeg besluttede mig for at sige til mig selv, at jeg ikke kunne have forberedt mig bedre taget i betragtning af hvor jeg er i mit liv. Jeg er fuldtidsstuderende, har et arbejde som jeg bruger mellem 10-18 timer om ugen på, er i gang med at planlægge et semester abroad til Sri Lanka og så sidder jeg med 4 eksaminer som skal afsluttes lige om lidt. Jeg har hele tiden sagt til mig selv at dette maraton ikke skulle fylde hele min verden lige så meget som det første gjorde, da jeg ved, at der har været nogle andre ting som har været vigtigere, men når alt kommer til alt, er jeg et konkurrencemenneske, og tanken om ikke at komme ind på min drømmetid stressede mig en smule. Jeg nævnte i et forrige indlæg, at jeg ikke ville offentliggøre min drømmetid, da jeg følte det ville stresse mig endnu mere, men jeg kan nu fortælle at jeg lige præcis kom ind på den ønskede tid, nemlig 3:50 min. Altså næsten 30 min i PR.

Da klokken blev omkring 18:00 indtog jeg dagens sidste måltid, bestående af havregryn med en masse forskellig frugt, nødder og bær. Dertil et glas rødbede juice. Jeg havde 3 dage op til løbet drukket ca. 2 glas friskpresset rødbede juice med appelsin og ingefær. Det fungerede rigtig godt for mig. Jeg tog mig et langt varmt bad, iførte mig noget blødt tøj der ikke strammede og satte SATC på Ipad’ en. Sidste gang, kunne jeg slet ikke finde ro dagen inden HCA maratonet, men eftersom at jeg havde brugt eftermiddagen på mentalt at samle mine tanker, og sige til mig selv at det hele nok skulle gå, og gjorde det ikke, så kunne jeg altid gøre det bedre næste gang (for JA, der bliver en næste gang) havde jeg ikke det store bekymringer da jeg slukkede for SATC. Så da klokken blev omkring 22:00 faldt jeg i søvn og jeg som en sten helt vækkeurede ringede kl. 06:00. Jeg var helt udhvilet, afklaret med situationen og nu var der kun glædes nervøsitet tilbage.

Søndag d. 24 maj (race day):

Min søde far stod frivilligt op sammen med mig søndag for at spise morgenmad og drikke kaffe. Det var super rart og afslappende. Jeg havde masser af tid, og der var ikke på noget tidspunkt hvor jeg blev stresset. Til morgenmad fik jeg en lille portion havregryn med banan og nødder (igen, igen) dog var portionen ikke lige så stor som den jeg fik til aftensmad, da jeg generelt ikke løber særlig godt med en fyldt mave. Jeg fik indtaget en kop kaffe, 1 liter vand hvoraf 500 ml var med SIS elektrolyt pulver. Turen hen til Islands Brygge fik jeg mig en SIS energibar og sippede til lidt vand.

Inden jeg fandt min plads ved startområdet kom jeg på toilettet (ja, vi snakker om nr. 2 her) – det er virkelig noget jeg ved mange distance løbere kan stresse over. Og jeg ved hvor vigtigt det er at komme på toilettet inden. Til HCA maraton døjede jeg med forstoppelse (højest sandsynligt fordi jeg havde lavet mig en forkert kostplan op til løbet) og kom ikke på toilettet inden løbet startede, hvilket resulterede i at jeg ved 28 km måtte tage et smut forbi de opstillede festivals toiletter, som simpelthen er så klamme. Og tro mig! Når du har løbet 28 km og skal på toilettet og ikke vil røre brættet med numsen, så når man til en punkt hvor man har lyst til at græde. Heldigvis slap jeg for den oplevelse, og kom igennem løbet uden at skulle på toilettet – men nok om toilet snak ;-)

Da startskuddet løb og vi blev sat i gang, kunne jeg se at mit puls steg, så jeg brugte de første 2 km på at varme op, løsne op i ben og arme samt sørgede jeg for at holde en stabil puls. Jeg stoppede ved alle vandposterne på turen, og efter en time begyndte jeg at indtage den første energigel (dette fortsatte så hvert 20 min). Det fungerede super godt for mig, både energimæssigt, for min mave og for min psyke.

(Mine forældre fangede dette fantastiske billede ved 25 km pointet, og synes selv billedet siger det hele)

Jeg havde super meget energi helt til 35 km, og på et tidspunkt stod jeg til at være inde med tiden 3:30. Men man kan jo aldrig vide sig sikker. For da jeg ramte 35 km, begyndte mine lår at syre helt vildt til, altså vi snakker en bidende smerte. Og selvom min puls var fin, jeg mentalt havde det fint, så ville mine lår altså bare ikke det samme som mit hoved. Så jeg måtte desværre skifte mellem at gå og løbe de sidste 5 km. Her må jeg virkelig tage hatten af for alle mine medløbere som var så søde til at klappe mig på skulderen og sige ”kom så Zeleste, du er snart i mål” for ikke at nævne de fantastiske hepper, som virkelig gjorde en indsats, og sørgede for at booste en med det sidste energi man manglede. Da jeg nåede til 40 km, og kunne se målet, fik jeg gang i benene, og gav den fuld skrue, jeg kunne se at hvis jeg fik min pace op bare en smule mere, så ville jeg nå det til præcis 3:50, og det gjorde alting! Jeg gik i totalt zen-mode/beast-mode og lukkede alt ude og fokuserede kun på målet. Dog vil jeg lige nævne, at hvis det ikke var fordi at der stod så mange hundrede mennesker og heppede, så havde jeg nok ikke kunne gå i samme beast-mode som jeg gjorde. Da jeg passerede målstregen og fik medaljen på, havde jeg lyst til at fælde en tåre, ikke fordi jeg havde ondt i lårene (for det havde jeg/har jeg virkelig), men mere fordi det havde været en fantastisk oplevelse, og jeg var kommet ind på en tid, som jeg slet ikke havde regnet med.

Efter denne fantastiske oplevelse, har jeg fået endnu mere blod på tanden, og jeg ved med 100 procent sikkerhed at det ikke er sidste gang jeg skal prøve kræfter af med et maraton. Mit næste mål hedder Berlin Maraton 2016 (forhåbentlig sammen med min seje far), og så må vi jo se hvad det bringer af succes.